søndag den 10. april 2011

Aktiv søndag :)

I går var det store bagedag, og i dag har så været store motionsdag, selv om det ingengang var planlagt.

  • Step 1½ = kæmpe udfordring!
  • Rulleskøjteløb hjem til far og hjem igen = super hyggeligt og som at være 8 år igen!
  • Aftenløbetur med Jakob og Jakob = fantastisk afslutning på dagen.


Step 1½
Jeg skulle for første gang prøve kræfter med Step 1½ i Fitness World, fordi jeg synes, Step 1 er begyndt at gå rimelig godt. Hold da op, jeg skal love for, at jeg fik udfordring, men det er bare om at prøve igen og igen, for det skal nok komme til at gå bedre, har jeg efterhånden fundet ud af.
Jeg synes, step er en rigtig god afveksling, når jeg har været vant til at løbe og spinne meget. Det er rart af og til at prøve lidt andet, hvor pulsen også kommer op, og det gør den i hvert fald til step. Pyt med at det ikke altid ser så flot ud, bare det er sjovt og effektivt, og det er det i hvert fald.

Råd til alle, der ikke helt tør at hoppe rundt om en underlig lille stepbænk: GØR DET alligevel!! Det bliver lynhurtigt bedre, og jeg kan ikke lade være med at tage mig selv i at smile, når jeg har lavet noget rigtigt enten én gang til step 1½ eller mange gange i træk til step 1. Små successer tæller også!

Rulleskøjteløb
Jeg købte rulleskøjter sidste år i sensommeren, så jeg har glædet mig til at få dem luftet en masse i år. Da jeg var mindre, brugte jeg altid frygtelig lang tid på at blive pakket ind i udstyr fra top til tå, så jeg nåede aldrig at køre i særlig lang tid i forhold til den tid, der gik med at få gjort det hele parat. Det har resulteret i, at der nok findes en del mere habile rulleskøjteløbere end mig, men så er det godt, jeg nu har fået min støttepædagog Jakob ved min side, så Smølfinen kan være lidt mere tryk, når det går ned af bakke, og vejen er meget ujævn.
Det var egentlig meningen, at vi bare skulle rulle lidt rundt inde i byen i det gode vejr og lige slå et smut forbi Paradis og få årets første is derfra. Så fik Jakob den fantastiske ide, at vi skulle rulle hjem til min far, hvor vi skulle spise aftensmad - en tur på lidt over 5 kilometer. Hvem kan sige nej til sådan et tilbud fra en frisk Smølf? Ikke mig! Så det blev aftalen - dog først efter en Paradis med to kugler i bæger (mint og ferrero rocher). Mmm, den smagte godt, og vi fandt en bænk i solen, hvor de blev guffet.

Det var en super rulleskøjtetur, og jeg tænkte slet ikke over, at det faktisk også er virkelig god træning for både ben, baller og maven, for der spændes op i det hele for komme fremad, og det kan da også mærkes i benene, når det går op ad bakke. Så er det også lidt hyggeligt at blive taget i hånden hver gang, der kommer en bakke, fordi Smølfen godt ved, at jeg så bliver lidt bange indeni. Klart en succes, der skal gentages en masse dette forår og til sommer.
Uden jeg lagde mærke til det, fik vi tilbagelagt over 10 kilometer i alt på rulleskøjter på turen hjem til min far og tilbage igen.

Aftenløbetur
Så blev det tid til at se "Den som dræber" på TV2 kl. 20.00. Det er så hyggeligt at have en søndagstradition, hvor jeg skal berolige den anden i sofaen og lade som om, jeg næsten ikke er bange og fortælle om, hvad der sker, mens han gemmer sig bag puden. Jeg kan godt mærke, at jeg har set mange afsnit af "Barnaby" og "Inspektor Morse", selv om det er knap så hyggeligt at så dansk krimi, der ikke bare foregår i små, dejlige, engelske landsbyer. Alligevel er det spændende, og det var det også i aften.
Efterfølgende kommer Jakob i tanke om, at han har aftalt at løbe en tur med vores nabo-nabo Jakob. Jeg bliver lokket med og forsikret om, at jeg godt kan følge med de to drenge. Det kunne jeg også, men jeg snakkede knap så meget som dem. Det var perfekt løbevejr og en rigtig god tur på lidt over 6 kilometer på godt ½ time, som vi kom ud på. Vi løb langs havnen ud til Fjordbyen, en runde derude og tilbage igen. Det er nogle uger siden, jeg har løbet udenfor, men det var virkelig dejligt at komme ud. Samtidig var det også en succes for mig, at jeg faktisk sagtens kunne følge med drengene, og da vi havde løbet 5 kilometer, kunne jeg mærke, at mit tempo kunne have været højere, og det var rart at vide, for der er kun 3 uger til iFormløb.

Alt i alt en super aktiv dag, og jeg er blevet gladere og gladere for hver gang, jeg har dyrket motion, så er der energi til den kommende uge :)

2 kommentarer:

  1. Super god blog, Marino!
    Jeg vil lige følge med og få gode tips til madlavning. Du kunne evt også lige skrive om Chai-Teen;)
    Sig til hvis du vil med ud og rulle en aften i det gode vejr, jeg har selv et par der trænger til at blive luftet.
    Knus Timon

    SvarSlet
  2. Tak for det! Ja, jeg skal virkelig have købt noget Chai-Te, for det var super godt - det var godt, du introducerede mig ;)
    Det kunne være super hyggeligt at rulle en tur - jeg er ved at blive bedre, for det er godt nok mange år siden :)

    SvarSlet